Barnets trygge base

23. september 2019

Af John Bugge Vestergaard (bemærk: spoiler-alert !).

 

Jeg møder indimellem en vis undren fra skilsmisseramte i forhold til begebet "den trygge base" om et spædbarns første leveår. Ofte er det fædre, der ønsker samvær (enkelte gange også bopæl) med et relativt lille barn (enkelte gange også nyfødte), men som mødes med netop dette begreb fra børnesagkyndige i blandt andet Familieretshuset - og en afgørelse med intet eller meget sparsomt samvær.

Der gemmer sig mange faglige forståelser bag den "trygge base", og det kan være omfangsrigt at forklare. Men en ny fransk film giver i hvert fald en grundlæggende forståelse.

"I trygge hænder".

Jeg så den i aftes i biografen sammen med min forlovede. Og det er uvist, om det var det dejlige efterårsvejr eller det faktum, at filmen nu 

  • Facebook Social Icon

engang var fransk, der gjorde, at vi var de eneste gæster i hele salen. Men dét var faktisk synd, for filmen var både oplysende, velspillet og rørende - og bør sætte tankerne i gang hos enhver forælder med et spædbarn.

Vores interesse i filmen lå egentlig et helt andet sted. Min kæreste er adoptivmor til en 10-årig dreng, og hun kunne nikke genkendende til filmens følelsesmæssige aspekter, hvor en ung mor bortadopterer sin nyfødte dreng - og også følelseslivet hos de mennesker, der efterfølgende tager sig af drengen og adopterer ham.

Men filmen giver et generelt billede af barnets behov, som også er relevant for skilsmisseramte med spædbørn. Filmen viser barnets dybe sorg over at blive adskilt fra sin biologiske mor, og den viser også, at den trygge base ikke bare kan overtages af en anden - og det er præcis denne forståelse, som skilsmisseramte bør forholde sig til. Om ikke andet fordi det er Familieretshusets grundlæggende holdning, at den trygge base skal sikres. For et spædbarn vil ofte reagere negativt på at måtte forlade sin trygge base (og dét er moderen ofte), uanset om årsagen er adoption, skilsmisse, moderens død eller lignende.

Den trygge base: den primære omsorgsperson.

Tidligere mente man, at barnets liv starter ved fødslen, hvor det bringes ind i denne verden som et ubeskrevet blad. Dét ved vi i dag ikke er korrekt. Barnets sansesystem begynder allerede i fostertilstanden, hvor fostret forholder sig til sin omverden i form af smag, duft, hørelse osv. Det er blevet påvist (bl.a. af udviklingspsykologen Daniel Stern), at nyfødte straks efter fødslen reagerer på moderens stemme, foretrækker hendes modermælk osv. - og at barnet desuden reagerer på at blive adskilt fra hende. Dermed er mor ofte den primære omsorgsperson allerede inden barnet overhovedet er født.

I filmen "I trygge hænder" har plejeforælderen eksempelvis svært ved at få og fastholde øjenkontakten med barnet, ligesom det ikke reagerer på eksempelvis sult. Den nyfødte dreng har allerede konstateret, at mor ikke kommer, når det kalder på hende med sin gråd - og derfor græder han ikke. Det er tragisk.

Dette blev af én af de vigtigste tilknytnings-psykologer, børnepsykiater John Bowlby (1907-1990), betegnet "emotionel frakobling": at barnet ikke blot reagerer på svigtet (ikke at komme i den trygge favn), men giver op og prøver at udholde sin sorg - og trækker sig ind i sig selv. Det skal understreges, at der skal en del til, før barnet frakobler sig emotionelt. Faktisk anbefaler nogle, at det er sundt for barnet at lære at udskyde sine behov, og at forældrene således ikke kommer hen til barnet ved den første gråd.

Men det er barnets grundlæggende behov at knytte sig, og det gælder også, selv om mulighederne kan blive udfordrede, f.eks. ved skilsmisse.

Den trygge base i skilsmisse-sager.

Det er vigtigt at understrege, at man ikke kan definere en præcis grænse for, hvor længe barnet kan udholde at være uden sin mor eller primære omsorgsperson. Anbefalingen til samvær med far lyder ofte 2-3 timer 2-4 gange om ugen (hvor vi i øvrigt ser bort fra andre faktorer som konflikt, som ofte vil begrænse samværet). Men den relativt begrænsede mængde samvær kan mange fædre ikke forstå, fordi de derved ikke får mulighed for at lære barnet (og omvendt) at kende - og det er forsvindende lidt tid i forhold til andre fædre i kernefamilier, der jo er sammen med barnet flere timer hver dag.

At samværet er relativt begrænset skyldes, at barnet i den første levetid har brug for den trygge base og til yderligere at knytte sig til moderen. Det kaldes (med henvisning til udviklingspsykologen Margaret Mahler) for "symbiose": et stærkt bånd og samhørighed mellem mor og barn, der sikrer barnets grundlæggende tilhørsforhold til denne verden. Far kan være der, men det må ikke være på bekostning af kontakten til moderen.

Når barnet på baggrund af symbiosen begynder at blive begyndende selvstændig (typisk 9-12 måneder) og dermed kan knytte sig til andre, herunder især faderen, bliver samværet også gerne udvidet.

Afslutning.

Det vil formodentlig være svært for mange fædre at se sig reduceret på denne måde, men Familieretshuset vil være villige til at gå langt for at sikre barnets symbiose med moderen og dermed den trygge base. Det er derfor vigtigt at forstå Familieretshusets faglige grundlag. Men man bør dog samtidig undgå, at samværet bliver begrænset i så stort et omfang, at det på sigt vil være problematisk i forhold til båndet mellem far og barn.

I "I trygge hænder" ser man den lille drengs start på livet og hans første store udfordringer, og forældre vil kunne se, hvordan denne tid er meget skrøbelig og vigtig for barnet at gennemleve på den rigtige måde. Er forældrene selv skilsmisseramte, er filmen en påmindelse om at sikre det indbyrdes samarbejde baseret på viden og forståelse for barnets behov - også selv om det kan omfatte svære beslutninger.

 

LÆS MERE.

Vil du læse mere om "I trygge hænder", kan du følge dette link til kino.dk (åbner i nyt vindue).

©2020 VISKALSKILLES.dk.