Dét mener "Vi skal skilles": samværsordninger

Udgivet den 18. maj 2020.

En skilsmisse sker i sagens natur mellem to voksne, der skal afklare, hvordan de kommer videre i livet, hver for sig. Og det kan være forholdsvis nemt at dele møbler, bestik og håndklæder: enten har man selv fået dem, eller også har eks´en fået dem.

Det er straks mere udfordrende med børnene. De skal ikke til enten den ene eller den anden forælder, men deles mellem dem. Som regel vil begge forældre have børnene mest muligt hos sig, men er dog med på, at barnet har ret til begge forældre. Og det bliver derfor opgaven, præcis hvor man trækker stregen mellem forældrene og dermed hvor mange dage barnet skal være hos hver forælder.

Der er således lagt op til, at børnenes fremtid handler om forældrenes behov og rettigheder. Hos nogle spiller bopælsretten en stor rolle, fordi dén forælder, der har bopælsretten, har en række rettigheder (herunder at modtage de sociale ydelser). Sætningen "Jeg er afhængig af de sociale ydelser og vil ikke have have råd til IKKE at have bopælsretten" fremgår indimellem, og i de sager bliver bopælsretten muligvis fastlagt af økonomiske grunde.

Derefter kommer så samværsordningen, som vi fokuserer på, og her er der flere tilgange i spil. Nogle ser forældreskabet som ligeværdigt og trækker en streg ned i midten, 50/50, i retfærdighedens navn: 7/7-ordning, deling af alle ferier og så videre. Eller tilgangen, hvor nogle mødre tager udgangspunkt i moderskabet som den "trygge base" og begrænser samværet i overvældende grad; ofte ved de yngste børn, men indimellem også ved forholdsvis store børn, hvor det forekommer mindre logisk. Og der kan være andre tilgange. Og måske passer valget af samværsordning i sidste ende forældrene - men har man for meget fokus på forældrene, løber man risikoen, at samværsordningen ikke passer til barnet.

Dét mener "Vi skal skilles".

Holdningen kan udtrykkes således: "Barnet skal ikke tilpasse sig dén samværsordning, som forældrene har valgt. Derimod skal forældrene vælge dén samværsordning, som passer til barnet".

Holdningen er ekstrem i sit udgangspunkt. For nogle gange er børn faktisk nødt til at tilpasse sig en samværsordning, som ikke passer til dem. Det skyldes, at virkeligheden (f.eks. økonomi, geografi, forældre-kompetencer osv.) ikke giver mulighed for at give barnet dén samværsordning, som ideelt set vil passe til barnet.

Men det er grundlæggende en uhensigtsmæssig tilgang, at et barn skal tilpasse sig en samværsordning. Derimod skal barnets behov være udgangspunktet: tilknytningen til forældrene, forældre-kompetencer, mulighederne for at opretholde sin kendte hverdag, egne ønsker osv. skal vurderes og på dén baggrund føre til valg af samværsordning. For nogle børn vil 7/7 være det rigtigste valg, og for andre vil det være 12/2. Måske vil ordningen gælde kort tid, måske i længere tid. Måske er man ret sikker på, at valget af samværsordning, man til sidst træffer, er det rigtige valg; andre er måske mere usikre.

Men man er nødt til at lave forarbejdet og blive så sikker, man nu kan, før man lander på en samværsordning. Og valget skal ikke ske på baggrund af idelogiske, holdningsprægede grunde - men fordi ordningen passer til barnet.

©2020 VISKALSKILLES.dk.