Her er skilsmisse ikke tilladt

24. august 2019

I Danmark sætter vi menneskerettighederne højt, når det eksempelvis handler om politiske, økonomiske og sociale friheder - og afskaffelsen af eksempelvis diskrimination og vold. Fra 1. april i år er det således blevet forbudt at udøve psykisk vold, ligesom visse former for kriminalitet kan medføre, at man mister forældremyndighed, bopæl og samvær.

Men der findes lande, hvor menneskerettighederne halter meget bagud, og hvor skilsmisse slet ikke er tilladt. 

Det ene er Vatikanstaten med blot 1.000 indbyggere. Det andet er Filippinerne med over 100 millioner indbyggere. Her ser vi nærmere på Filippinerne.

  • Facebook Social Icon

Annullering og separation er tilladt, men...

Filippinerne er hovedsagelig katolsk, med opbakning fra cirka 80 % af befolkningens 100 millioner indbyggere. Og de katolske biskopper har kontinuerligt udtrykt modstand mod skilsmisse, som de ser som en trussel mod ægteskabets og familiens hellighed. Og da der derfor simpelthen ikke eksisterer en lov, der gør det muligt at blive skilt, er det ikke en mulighed. 

Det er dog muligt at ophæve et ægteskab på forskellige måder. Man kan således søge en annullering af ægteskabet, hvis den ene part ikke var mentalt rask og var tvunget ind i ægteskabet, bedrageri, visse uhelbredelige seksuelt overførte sygdomme, impotens eller hvis den ene part var mellem 18 og 21 år og samtidig uden forældrenes accept til giftermålet. Eller man kan søge en separation, hvis den ene part er idømt over 5 års fængsel, udsætter ægtefællen eller børnene for fysisk vold, forsøger at gifte sig med en anden, misbrug af alkohol eller stoffer, er homoseksuel, har en affære, forsøger at tvinge den anden part til at skifte religion eller politisk standpunkt samt prostituerer sig selv eller børnene.

Men det er med store konsekvenser, særligt for kvinderne. Hvis hun opnår en separation, skal hun fortsat benytte det fælles efternavn, og han skal fortsat underskrive officielle dokumenter, hvis hun eksempelvis ønsker at købe et hus. Og en annullering koster det samme, som en arbejder fra middelklassen tjener på et helt år, men kan stige til det 3-dobbelte, og er således utænkeligt for de fleste.

Melody Alan: "En skilsmisse er ikke det værste, der kan ske".

I én sag fra Filippinerne (fortalt til efe.com) blev nu 46-årige Melody Alan udsat for konstant vold og mishandling af sin mand, der var alkoholiker og stofmisbruger, og som ikke sørgede økonomisk for familien. "En aften," fortæller hun, "sparkede han mig ned ad trappen efter at have slået mig". Hun blev reddet af sine to ældste sønner, der bad faderen om at forsvinde, hvorefter de bad moderen om én gang for alle at forlade faderen og søge separation.

Hun fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun og manden forsøgte terapi og at bede for et bedre ægteskab, som kirken foreskriver det, men uden resultat. Hun fortsætter: "En skilsmisse er ikke det værste, der kan ske. Det kan være en god ting. Det er bedre at skilles som venner end at leve sammen som fjender. Min eksmand var alkoholiker og stofmisbruger, og jeg levede i frygt for, hvad der ville ske, når han havde drukket. Når jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg ikke genkende mig selv. Jeg havde ingen selvtillid og kunne ikke tage vare på mig selv og bebrejdede mig selv, at jeg ikke kunne holde sammen på vores ægteskab".

Melody Alan blev separeret i 2009. Officielt er hun fortsat gift med sin mand, som kun ville gå med til at annullere ægteskabet, hvis hun betalte for annulleringen, hvad hun ikke havde råd til. I dag arbejder hun for "Divorce Advocates of the Philippines", som er en interesseorganisation, der er fortalere for skilsmisse i Filippinerne.

Og hendes fortælling er ikke usædvanlig. Ifølge efe.com er én ud af fire kvinder i Filippinerne fanget i giftige forhold og offer for partnervold.

Bliver skilsmisse en mulighed?

De senere år har flere filippinske politikere udtalt sig kritisk om den gældende lovgivning, og flere bakker op om at indføre en egentlig skilsmisse-lovgivning. Ifølge rappler.com har det filippinske "Repræsentanternes Hus" tidligere godkendt legaliseringen af skilsmisse, men det har endnu ikke været forelagt Senatet. Og det er formodentlig stadig en udfordring, at den katolske kirke ikke bakker op om skilsmisse.

Artikler:

 

"Busting some myths about the absolute divorce bill in the Philippines" (preen.ph, 12. august 2019 - åbner i et nyt vindue ved at trykke her).

"Flere filippinere kræver retten til at blive skilt: hvorfor kan vi ikke leve et frit liv?" (kristeligt-dagblad.dk, 29. maj 2018 - åbner i nyt vindue ved at trykke her).

"Opposition bets say it´s time for divorce law in Phillippines" (rappler.com, 17. februar 2019 - åbner i nyt vindue ved at trykke her).

"Philippine laws on divorce, separation & annulment" (legalzoom.com - åbner i nyt vindue ved at trykke her).

"With no rights to divorce, Filipinos are trapped in loveless marriages forever" (efe.com, 20. august 2019 - åbner i nyt vindue ved at trykke her).

©2020 VISKALSKILLES.dk.