Høring i Senatet om skilsmisse-love

18. september 2019

I sidste måned bragte vi en artikel om Filippinerne, som sammen med Vatikanstaten er de eneste lande, hvor skilsmisse stadig ikke er tilladt. Dét har store konsekvenser for mange (især kvinder) i det store land med 100 millioner indbyggere, da de er fanget i giftige forhold - ofte med fysisk og psykisk vold.

Men nu har Filippinerne taget det første spæde skridt frem mod en egentlig skilsmisse-lovgivning. Det beretter den fillippinske nyhedsformidler GMA.

  • Facebook Social Icon

Senator: "Vi skriver historie".

I går gennemførte Filippinernes Senat således sin første høring nogensinde om skilsmisse-love, som mere konkret handler om ophævelse af ægteskaber samt egentlig skilsmisse.

Det er senator Risa Hontiveros, formand for "Udvalget for kvinder, børn, familierelationer og ligestilling", og senator Pia Cayateno, der står bag de nye lovforslag. Hontiveros beskrev det som en historisk dag og sagde: "Vi skriver historie, når vi nu udarbejder en politik, der gør det muligt at opløse ægteskabet og dermed giver alle filippinere mulighed for at genopbygge deres familier og genfinde kærligheden", sagde hun i sin åbningstale.

Hontiveros understregede, at den nye skilsmisse-lovgivning vil være anerkendende overfor ægteskab, familie og børn. Det vil få folk til at respektere ægteskabet mere ved at være mere kræsne med deres valg i livet, ligesom den nye lovgivning vil søge at beskytte børn mod misbrug og genopbygge ødelagte familier.

Hun tilføjede dog, at mange filippinere (og særligt kvinder og børn) har ret til at vende et nyt blad og slippe ud af voldelige forhold uden kærlighed.

Modstand mod lovforslagene.

Der er dog allerede, ifølge Rappler.com, modstand mod de nye lovforslag. Nogle senatorer har således kritiseret lovforslagene for at "trampe på ægteskabets hellighed".

Filippinerne er hovedsagelig katolsk, med opbakning fra cirka 80 % af befolkningens 100 millioner indbyggere. Og de katolske biskopper har kontinuerligt udtrykt modstand mod skilsmisse, som de ser som en trussel mod ægteskabets og familiens hellighed.

Derfor var det næppe overraskende, at lovforslagene blev kritiseret af Fenny Tatad fra den katolske organisation "Catholic Bishops Conference of the Philippines (CBCP)". Dels udtalte hun, at "staten ikke skal blande sig i spørgsmålet om skilsmisse" - og føjede til, at "i næsten ethvert land, hvor skilsmisse er blevet legaliseret, er ægteskab og familien i alvorlige problemer. Skilsmisse har ikke været en løsning på problemet, det er blevet problemet".

©2020 VISKALSKILLES.dk.