margaret mahler

  • Facebook Social Icon

Af John Bugge Vestergaard

Margaret Schönberger Mahler (billederne til højre) blev født den 10. maj 1897 i byen Sopron i Ungarn. Ansporet af sin far uddannede hun sig, hvilket var usædvanligt for en kvinde på daværende tidspunkt. Det bragte hende i kontakt med den ungarske psykoanalytiker Sándor Ferenczi, og hun blev fascineret af begrebet ”det ubevidste” og læste Sigmund Freuds teorier.

I 1919 måtte hun forlade Ungarn på grund af politiske omvæltninger og spændinger mod jøderne, og hun fortsatte derfor året efter på universitetet i Jena i det nuværende Tyskland. Her opdagede hun, at lege og kærlighed var centrale elementer i forbindelse med barnets udvikling, og psykologien skulle blive hendes faglige fokus: i 1922 flyttede hun til Wien og blev færdig med sin medicinske uddannelse, hvorefter hun blev psykologisk analytiker (i 1933) og fortsatte arbejdet med børn.

I 1936 blev hun gift med Paul Mahler, og sammen rejste de først til England og kort derefter til USA på grund af nazisternes syn på jøder. Her fortsatte hun sit arbejde med børn og sine teorier om børns udvikling.

Margaret Schönberger Mahler døde den 2. oktober 1985 i New York.

Separation-individuation.

I 1950 grundlagde Mahler (sammen med Manuel Furer) et børne-center i New York, hvor hun undersøgte børn, der havde udviklet sig uhensigtsmæssigt i den tidlige barndom. Gennem undersøgelserne klarlagde hun, hvor stor en indflydelse miljøet havde for barnets udvikling – og særligt forholdet mellem mor og barn samt konsekvenserne af adskillelse mellem mor og barn. Hendes arbejde og teorien om ”separation-individuation” var et væsentligt bidrag til forståelsen af børns udvikling.

Separation-individuations-processen kan betragtes som barnets psykologiske fødsel: efter fødslen og i en periode frem er barnet dybt afhængigt af moderen, men efterhånden mindskes denne afhængighed i takt med, at barnets individualitet vokser frem – indtil barnet til sidst har etableret et selvstændigt jeg og dermed er uafhængigt af moderen. Teorien beteg-nes også som en ”objekt-relations-teori”, idet den fokuserer på, hvordan barnet i de første 3 leveår knytter (relaterer) sig til moderen (”objektet”) eller en anden primær omsorgsperson, som gøres til genstand for barnets følelser.

Denne proces beskrives herunder.

Fase 1: den normale autistiske fase (0-1 måned).

I den første måned af barnets levetid er barnet ifølge Mahler ikke bevidst om sine omgivelser (og derfor heller ikke som sådan knyttet til moderen), men er lukket om sig selv og søger tilfredsstillelse af egne behov. Det er dette, der betegnes ”autisme”: at barnet er indelukket og isoleret.

Det er dog vigtigt at tilføje, at denne første fase var med i Mahlers teori i begyndelsen, men at hun senere selv forkastede autisme-delen. Gennem sin forskning påviste hun nemlig, at barnet i denne fase faktisk indgår i et samspil med moderen. Hun fastholder dermed forståelsen, at barnet søger behovs-tilfredsstillelse, men ikke, at det foregår uafhængigt af mode-ren.

Hvorfor så have en beskrivelse af fasen, når den ikke længere er gældende? I mange bøger fremgår den autistiske fase fortsat, og det kan derfor bringe en vis forvirring, hvis den ikke er med her. Desuden er det vigtigt for at påpege, at Mahler (ligesom mange andre teoretikere) nuancerede sin teori baseret på forskning: at hun forholdt sig kritisk undersøgende til egne resultater og hele tiden arbejdede på at forfine sine metoder, så hun kom så tæt på ”sandheden” som overhovedet muligt.

Fase 2: den normale symbiotiske fase (1-5 måneder).

Barnet knytter sig i denne fase til sin mor, men med afsæt i, at barnet ikke kan skelne mellem sig selv og mor, og det kan heller ikke skelne mellem indre og ydre – barnet betragter sig selv og moderen som en helhed. Det kan være vanskeligt at forstå, men du kan kigge på din ene arm og forestille dig, du får at vide, at den faktisk slet ikke tilhører dig, men er et selvstændigt ”individ”. At du og armen ikke hører til samme fysiske enhed, men at I er to separate individer. På samme måde kan barnet ikke skelne mellem sig selv og moderen – f.eks. moderens bryst, når barnet får mad; barnet oplever så at sige, at brystet er skabt af barnet selv.

Det er dét, Mahler kalder en ”symbiose” – en tæt samhørighed mellem barn og mor. Det er vigtigt, at barnet oplever denne fase. Godt nok er det mor, der sørger for mad, tryghed, omsorg osv. til barnet. Men idet barnet ikke kan skelne mellem det selv og moderen, men i stedet oplever at dække sine egne behov, får barnet en grundlæggende forståelse af selvværd og tillid til sig selv. Derfor er det vigtigt, at barnet får gennemlevet fasen på en hensigtsmæssig måde, hvilket kan være svært, hvis moderen ikke kan give barnet dét, det har behov for – og samtidig må barnet ikke tvinges til at komme videre i udviklingen.

Symbiosen bliver stærkere gennem samspillet mellem mor og barn: for eksempel spise-situationen, hvor de har øjenkontakt, samt at blive holdt om, er med til at styrke båndet. Det er også herigennem barnet får en grundlæggende forståelse for sociale samspil, som for alvor træder i kraft i den næste fase.

Ordet ”symbiose” kan også bruges i forhold til voksne, men i så fald er der tale om en uhensigtsmæssig sammensmeltning af to personer, der netop burde være selvstændige og have egne jeg-opfattelser osv. Er de i en symbiose, er det som om, at de er samhørige og næsten ikke til at skelne fra hinanden. De er nærmest altid sammen, gør de samme ting, mener det samme osv. Det er som udgangspunkt en uhensigtsmæssig måde at fungere på, fordi de begge er uselvstændige og tænker og agerer som én person.

Fase 3: separations-individuations-fasen (5-36 måneder).

Og netop dét sker i den næste lange fase, der løber indtil barnet er cirka 3 år. Gennem separation-individuations-fasen adskiller barnet sig fra moderen (separation) og udvikler i stedet en selvstændighed (individuation). Fasen er inddelt i 4 del-faser:

I differentierings-fasen (5-10 måneder) skal barnet få forståelsen, at det ikke er fysisk og psykisk sammenhængende med moderen – men at barnet er adskilt (differentierer sig) fra moderen. Det sker konkret ved, at barnet forholder sig meget aktivt til moderen og andre personer: ved at røre ved og se på andre fornemmer barnet, at det er adskilt fra dem – og dermed også, at det er ”sig selv”.

Legen understøtter også denne udvikling, når mor og barn har dét, som Daniel Stern senere kalder ”ansigts-duetter”, dvs. gennem øjenkontakt og spejlinger (barnet griner, hvorefter mor griner – og omvendt) tydeligt viser, at ”jeg er mig” og ”du er dig”. Dermed er det to personer, der interagerer, og barnet lærer både den anden og sig selv at kende.

Adskillelsen er derfor nødvendig for, at barnet kan etablere en forståelse af, at det er sig selv. Men denne adskillelse kan udløse en angst hos barnet (”separations-angst”), hvis barnet og moderen ikke har haft en stærk symbiose og barnet således ikke har udviklet en tillid til sig selv. Det er netop denne tillid, barnet nu skal bruge til at udholde erkendelsen af, at barnet er ”sig selv”.

I øvelses-fasen (10-18 måneder), hvor barnet bliver mere mobilt (og kan gå), får barnet muligheden for selv at vælge adskillelsen – for eksempel når mor og barn leger på gulvet, og hvor barnet kan vælge at gå lidt væk. Så vil barnet typisk kigge tilbage på moderen og få tryghed ved, at det godt nok ikke fysisk er sammen med hende, men at mor dog er tæt ved – og samtidig booste selvtilliden ved, at det har bevæget sig ud i verden og testet den, uden for moderens rækkevidde.

Her er det vigtigt, at moderen respekterer, at barnet bevæger sig væk, men samtidig sikrer, at barnet er inden for synsvidde. Bevæger barnet sig for langt væk eller forsvinder de for hinanden, kan barnet pludselig føle sig alene og opleve separations-angsten, som blev beskrevet ovenfor. Følger moderen omvendt for meget efter barnet, vil barnet ikke rigtigt erobre verden, hvorved dets selvstændighed bliver hæmmet på en uhensigtsmæssig måde.

I gentilnærmelses-fasen (18-24 måneder) oplever barnet en stor modsætning. På den ene side har det gennem symbiose- og øvelses-faserne fået forståelsen, at det er et individ i sig selv – men på den anden side opstår nu også fornemmelsen, at moderen og hendes kærlighed kan forsvinde igen. Derfor vil barnet i denne fase nærme sig moderen og klynge sig til hende.

Barnet fortsætter således (som i øvelses-fasen) med at udforske verden, men det har fortsat brug for at have moderen tæt på. Det er ikke som sådan separations-angsten, der driver barnet, for barnet kan godt udholde at være adskilt i kortere perioder fra moderen. Men barnet ved, hvor afhængigt det er af hende, og det er denne afhængighed, som barnet søger næret ved at være sammen med hende. ”Det er ikke mig, der dækker mine behov, men mor – og nu opstår frygten i mig, at ved ikke at være sammen med mor, får jeg ikke dækket behovene”. Barnet tilnærmer sig således igen og igen symbiosen for at blive emotionelt tanket op, før det igen kan bevæge sig selvstændigt ud i verden.

Når barnet efterhånden lærer at udholde, at mor er ude af synsvidde, og også lærer at undvære moderen i længere tid, er det udtryk for, at adskillelsen er konsolideret (konsoliderings-fasen, 24-36 måneder). Barnet har nu endelig lært, at mor ikke behøver være her fysisk for, at det kan føle sig trygt. Dette betegner Mahler ”emotionel objekt-konstans”. Det betyder, at barnet har et indre billede af moderen, som bringer det så stærke følelser, at hun ikke behøver være her fysisk – bare tanken om hende giver barnet trygheden til at udholde fraværet af hende.

Senere forskere som Donald Winnicott har påvist, at børn gerne benytter sig af f.eks. bamser og dukker, som de kaster deres kærlighed på som en slags erstatning for moderen. Hvor den emotionelle objekt-konstans er en psykisk forestilling, bliver bamsen / dukken en fysisk repræsentation af moderen, og med dén i armene kan barnet udholde (næsten) det sam-me, som hvis moderen var her.

Afrunding.

Som nævnt indledningsvis var det ikke kun Mahlers teori, der bragte ny forståelse for børns udvikling. Hendes arbejde og psykologiske forsknings-metoder fortjener også fremhævelse. I perioden 1959-1968 lavede hun en række undersøgelser af spædbørn (36 børn og 22 forældre) på sit center i New York, hvor hun observerede og filmede børnenes leg og samspil med forældrene gennem ”falske spejle”: når børn og forældre så på glasset, virkede det som et spejl, men Mahler stod i et rum bag ved spejlet, som hun kunne se gennem.

Ved ikke selv at være aktiv i denne leg og samspillet mellem barn og forældre, påvirkede hun ikke forsøget, og det var der-for det regulære samspil mellem barn og forældre, der udfoldede sig for hende. Desuden lavede hun flere forsøg med flere børn, så hun kunne sammenligne og uddrage grundlæggende forståelser for lege- og samspilsmønstre.

Margaret Mahlers teori giver en grundlæggende forståelse for, hvor vigtig symbiosen mellem mor og barn er for barnets udvikling af et selvstændigt jeg – og har man små børn i sin omgangskreds, er det tydeligt at se, hvordan hendes teori udspiller sig foran én. Har en mor for eksempel sit barn med inde i en butik, kan man se, at barnet trisser af sted, væk fra moderen, men hele tiden holder sig inden for synsvidde. Og måske ”lader” barnet som om, det gemmer sig, for så at stikke hovedet frem igen og lade sig blive fundet. Det virker umiddelbart som uskyldig leg, men med Mahlers teori i tankerne ved vi, at legen er et vigtigt redskab og en øvelse i, at barnet senere kan håndtere at måtte undvære sin mor / primære omsorgsperson i længere tid – og dermed på længere sigt være i stand til at drage ud i verden på egen hånd.

©2020 VISKALSKILLES.dk.