• John Bugge Vestergaard

Forældre-fremmedgørelse

Det dukker indimellem op på forskellige fora på nettet: børn, der bruges som våben i forældrenes skilsmisse. Hensynsløse forældre, der manipulerer med barnet og får det til at vende sig mod den anden forælder. Vi kigger nærmere på fænomenet ”forældre-fremmedgørelse”.




Lad os først få definitionen på plads:

”Forældre-fremmedgørelse” kendetegnes ved, at den ene forælder forsøger at vende barnet mod den anden forælder gennem en gentagen og vedvarende negativ påvirkning.


Allerede i 1945 skrev den østrigske læge og psykoterapeut, Wilhelm Reich (1897-1957), om, at nogle skilsmisseforældre med narcissistiske tendenser nedgjorde den anden forælder som et led i kampen om barnet. Det sande motiv er således ”hævn mod partneren ved at berøve vedkommende barnet”, og at ”kampen om barnet omfatter at krænke den anden forælders ære”. Det sker eksempelvis ved, at ”barnet får at vide, at den anden forælder er alkoholiker eller psykotisk, selv om det er i strid med sandheden” – og ”resultatet er, at barnet lider overlast” samt at ”motivet er hævn mod den anden forælder og hans/hendes nederlag samt kontrol over barnet, ikke kærlighed til barnet” (se Bernet, side 19, samt ”History af Parental Alienation with historical examples”, punkt 15).


I de efterfølgende år dukkede lignende sammenhænge op. Eksempelvis skrev børnepsykologen Juliette Louise Despert i 1953 om skilsmisser og hvordan børn påvirkes, særligt i relation til at rumme modsætningen mellem den tilbageværende forælder og forælderen, der havde forladt dem. Psykiater Jack C. Westman skrev i 1970 om et mønster fundet i flere sager, hvor en forælder påvirkede barnet til at tage dennes parti og dermed bevidst vende barnet mod den anden forælder. Psykologen David J. Sheffner skrev i 1975 om en skilsmissesag, hvor moderen angiveligt vendte to børn mod deres far. Og professor i psykologi, Eileen Mavis Hetherington, startede i 1972 en undersøgelse af skilte forældre og skrev følgende: ”Konfliktende skilsmisseforældre påvirker børn og underminerer deres helbred (…), men optagetheden af deres vrede og latente harme gør det svært for dem at fokusere på et bedre liv og smerten, som de påfører deres børn” (alle personer og eksempler i dette afsnit beskrives mere udførligt i Bernet, s. 19-21, samt yderligere eksempler).



I 1976 blev dét, man kan kalde ”patologisk afstemning” (”pathological alignment”), fremsat af psykolog Judith Hannah Saretsky Wallerstein (1921-2012) og nulevende børnepsykolog, Joan Berlin Kelly.


”Afstemning” bruges blandt andet inden for psykologien som dét at tilpasse sig til en anden. Professor i psykologi, Daniel Stern, mente eksempelvis med begrebet ”affektiv afstemning” inden for udviklingspsykologien, at barnet afstemmer sine indre følelser i samspillet med forælderen. Eksempelvis når forælder og barn har en dialog og forælderen med ansigtsudtryk, lyde osv. (”ansigts-duet”) viser barnet, hvordan forælderen oplever en given situation – som barnet derved lærer at tilpasse sine egne følelser til.


Den ”patologiske afstemning”, som Wallerstein og Kelly talte om, handler således om, at en person afstemmer sin holdning til en anden persons patologiske / sygelige virkelighed. I forhold til en skilsmisse kan det være, når barnet afstemmer sin holdning til faderen gennem moderens følelsesmæssige tilgang til faderen. Som Wallerstein og Kelly skrev:


”Nogle børn af skilte forældre afstemte sig med én forælder mod den anden. Disse børn nægtede voldsomt at have kontakt med den ene forælder og lod til at være ulogisk allieret med den anden”.

Og videre, at der var ”en alliance mellem en narcissistisk rasende forælder og et særligt sårbart ældre barn eller teenager, som var en trofast og værdifuld allieret i bestræbelserne på at såre og straffe den anden forælder” (Bernet, side 25).



I 1980´erne var der flere, der sideløbende og uden kendskab til hinanden arbejdede med falske beskyldninger i skilsmissesager under navne som ”SAID-syndromet” af Blush og Ross, ”Medea-syndromet” af Jacobs og Wallerstein samt ”Skilsmisserelateret Ondsindet Mor-syndrom” af Turkat. Besynderligt nok, som psykologen Deirdre Conway Rand vidunderligt udtrykker det i sin artikel ”The spectrum of Parental Alienation Syndrom”, ”så kan også fædre have denne lidelse (”Skilsmisserelateret Ondsindet Mor-syndrom”), men af én eller anden grund har Turkat ikke mødt én eneste”.



”Parental Alienation Syndrom” (PAS)

At man så ensidigt kunne betegne noget som ”Skilsmisserelateret Ondsindet Mor-syndrom” siger noget om, at tidsånden havde accepteret præmissen om, at dén slags var moderens domæne – selv om dét at forholde sig til ét køn svarede til at sætte kikkerten for det blinde øje. Det var stærkt forfejlet.


Men vejen lå åben, da den amerikanske børnepsykiater, Richard A. Gardner, i 1985 meldte sig på banen. Han skulle evaluere i forældremyndigheds-sager og derfor foretage observationer og vidne i retten. Han var bekymret over det stigende antal skilsmissebørn, der var mere fokuserede på at nedgøre den ene forælder i stort omfang. Han tog udgangspunkt i den eksisterende viden om forældre-fremmedgørelse (”parental alienation”), men føjede sine egne erfaringer samt begrebet ”syndrom” til, idet han så det som en særegen form for følelsesmæssigt overgreb, som næsten udelukkende fandtes i opbrudte familier på vej gennem skilsmisse. Og, ydermere, at det typisk var kvinder, der benyttede PAS. Fædre-grupperne tog ikke overraskende Gardner til sig (Boyd).


”Parental Alienation Syndrome” (PAS) handler i lighed med forældre-fremmedgørelse (selve ”parental alienation”-delen) om, at forælderen, som barnet er knyttet til og stoler på, misbruger denne indflydelse til at vende barnet mod den anden forælder. Det kan ske gennem bevidste og ubevidste handlinger: ubevidst, når den fremmedgørende forælder eksempelvis omtaler den anden forælder negativt foran barnet – og bevidst, når den fremmedgørende forælder eksempelvis omtaler den anden forælder negativt og direkte til barnet og/eller inddrager barnet i voksenforhold, som alene vedrører forældrenes indbyrdes forhold og derfor er barnet uvedkommende (Børnsvilkår).


Men fokus i syndromet ligger på barnets symptomer af nedvurdering og afvisning af en ellers elsket forælder i forbindelse med skilsmisse. Her er båndet mellem den forældre-fremmedgørende forælder og barnet centralt. Ligesom båndet mellem mor og barn, som det blev beskrevet med Stern og ”affektiv afstemning” tidligere, indgår de i et samspil og en ”alliance”, som Wallerstein og Kelly udtrykte det. Alliancen forstærker begges negative følelser, der bliver mere hadefulde, og de handler aktivt imod den forældre-fremmedgjorte af tilsvarende omfang.


Gardner definerede 8 punkter, som et forældre-fremmedgjort barn ifølge ham i et vist omfang vil udvise – her i Børnsomvåben.dk´s oversættelse:

  • barnet nedgør eller hader den forældre-fremmedgjorte forælder

  • barnet kommer med vage eller absurde rationaliseringer for nedgørelsen eller hadet

  • barnet har ikke den samme ambivalente holdning til den forældre-fremmedgørende forælder

  • barnet oplyser, at beslutningen om at afvise den forældre-fremmedgjorte forælder er deres alene

  • barnet forsvarer refleksmæssigt den forældre-fremmedgørende forælder

  • barnet viser ingen skyld over at behandle den forældre-fremmedgjorte forælder dårligt

  • barnet bruger scenarier og fraser, som det har lånt af den forældre-fremmedgørende forælder

  • barnets nedgørelse omfatter ikke kun den forældre-fremmedgjorte forælder, men også dennes familie og venner.


Gardner vidnede i retten i skilsmissesager, hvor han forholdt sig til disse reaktioner hos barnet og sandsynliggjorde, at der var tale om forældre-fremmedgørelse (Linet).



Kritik af Gardner og PAS

Som vi senere skal se, blev forældre-fremmedgørelse identificeret af flere forskergrupper uafhængigt af hinanden. Gardner var altså ikke alene om at anerkende forældre-fremmedgørelsens eksistens. Handlingerne knyttet til forældre-fremmedgørelse er således ægte nok, men hvad siger handlingerne om ”syndromet”, PAS, og dets forklaringer, forståelser, viden osv.? Svaret er nedslående: ikke så meget. For at opnå den videnskabelighed, som et syndrom skal kunne, kræves mange sider, som PAS simpelthen mangler – det virkede forsimplet og blev anvendt forkert i retten (Boyd).


Ifølge Bernet (Bernet, side 120) er der enighed blandt ”stort set alle” psykiske fagfolk, der har skrevet om forældre-fremmedgørelse, at forældre-fremmedgørelse er virkeligt. At der faktisk er børn og teenagere, som vedvarende nedvurderer én af forældrene og som nægter at se vedkommende, og hvor intensiteten i nedvurderingen ikke står mål med noget, som den nedvurderede forælder har gjort. Der er også enighed om, at der er mange årsager til manglende kontakt, og at forældre-fremmedgørelse kun er én af dem. Og endelig er der enighed om, at forældre-fremmedgørelse ikke er den korrekte diagnose, når barnets modvilje mod kontakt til en forælder skyldes mishandling eller alvorlig problematisk adfærd hos den fremmedgjorte forælder.


Gardner udgav selv sine bøger, uden at de og PAS dermed blev undersøgt for sin videnskabelighed. Andre har undersøgt det videnskabelige grundlag efterfølgende og har vurderet, der ikke er et videnskabeligt grundlag – i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. Derfor er PAS ikke anerkendt af ”the American Psychiatric Association”, endsige optaget i dets klassificerings-system over psykiske og mentale lidelser (selv om der dog er visse sider af PAS, eksempelvis negativ forældreindflydelse på børn, der er blevet optaget i klassificerings-systemet DSM-V).


Meget sigende blev Gardner´s metoder til at bestemme rigtigheden af beskyldninger om seksuelt misbrug skånselsløst afvist af den anerkendte ekspert i husspektakler, Jon Conte fra University of Washington, som ”den måske mest uvidenskabelige gang gylle, (han) nogensinde havde set” (Gumbel).

Den manglende videnskabelighed viste sig også i de ekstreme opfattelser, Gardner havde. Han mente således, at 90 % af alle mødre var notoriske løgnere, der ikke skyede nogen midler for at påvirke deres børn til at gentage løgnene (Gumbel).


Engang blev han spurgt under et interview, hvad en mor skulle gøre, hvis hendes barn beklagede sig over, at hendes far havde begået seksuelt misbrug. Gardner svarede: "Hvad hun ville sige? ’Sig ikke dét om din far. Hvis du gør det, vil jeg slå dig’."


Det kan forekomme ekstremt og absurd, men husk på, at Gardner (og andre) mente, at et barn ville gøre alt for at nedvurdere faderen. Sådanne beskyldninger skulle betragtes som usande – barnet var fuld af løgn og skulle rette ind. Gennem den såkaldte ”Trussels-terapi” (”threat therapy”), som kan sammenlignes med aversions-terapi, der var fremherskende i de år, skulle barnet rette ind ved at møde faderen med respekt og lydighed – og ellers være klar over, at gjorde barnet ikke dét, ville moderen (som, ifølge Gardner, var årsagen til løgnene) komme i fængsel.


I Gardner´s dødsannonce (han tog sit liv i 2003 på grund af en fremskreden og smertefuld neurologisk lidelse) beskriver journalisten Andrew Gumbel et tragisk tilfælde, som illustrerer det uhensigtsmæssige i såvel ”Trussels-terapien” som Gardner´s ideologiske syn på den. Sagen drejede sig om tre teenagedrenge fra Pittsburgh, som indtrængende bad dommeren i deres sag om ikke at sikre samvær med deres far, som ifølge dem var voldelig. Richard Gardner, som blev indkaldt som vidne af faderen, insisterede på, at drengene løj efter at være blevet hjernevasket af moderen. Han anbefalede, at drengene skulle udsættes for ”Trussels-terapi” ved som beskrevet, at drengene skulle være respektfulde og lydige, når de nu skulle på samvær hos deres far – og ellers ville deres mor komme i fængsel.


Den 16-årige bror, Nathan Grieco, skrev efterfølgende et essay: ”Der er sket mange ting (mest dårlige) i mit liv. For 8 år siden blev mine forældre skilt, og min far smed os ud af huset. Han plager os stadig med retssag efter retssag. Der er flere historier, men jeg har hverken tiden eller fornuften til at fortsætte. Og således ender dette kapitel i mit liv med evig pine”.


To uger senere gik hans mor ind på hans værelse for at gøre ham klar til at gå i skole. Hun fandt ham knælende på gulvet ved sengen, med et læderbælte om halsen og med blod dryppende fra munden. Han var død. Senere fandt man ud af, at han aftenen før havde ledt på moderens skrivebord efter en kendelse, der slog fast, at ”trussels-terapien” ikke skulle stoppes (Stark, side 149).


Selv efter selvmordet, fortsætter Gumbel, fastholdt Gardner og retten deres tilgang. Det var først, da en lokal avis tog sagen op, at forældremyndighedssagen blev justeret for de to brødre.



Gardner havde også nogle ekstreme udtalelser i forbindelse med pædofili, som ikke ligefrem bidrog positivt til hans eftermæle. Han skrev i 1991, at ”pædofili er en udbredt og accepteret praksis hos bogstaveligt talt milliarder af mennesker”, og at ”ét af de skridt, som samfundet skal tage for at håndtere det nuværende hysteri, er at ’vågne op’ (oversat fra ’come off it’) og få en mere realistisk holdning til pædofil adfærd” (Gumbel).


Stærkt presset skrev Gardner endelig: ”Jeg betragter pædofili som en psykiatrisk forstyrrelse. Ydermere betragter jeg dem, som begår sådanne holdninger, at de udnytter uskyldige ofre med lidt, hvis nogen, følsomhed over for de mulige konsekvenser af deres adfærd over for de unge ofre”. Og videre: ”Jeg mener dog, at pædofili, som alle former for atypisk seksualitet, er del af det menneskelige repertoire, og at alle mennesker er født med potentialet til at udvikle enhver af disse former for atypisk seksualitet. (Men) min anerkendelse af, at en form for adfærd er del af det menneskelige potentiale, er ikke en anerkendelse af dén adfærd. Voldtægt, mord, seksuel sadisme og sexchikane er alle del af det menneskelige potentiale. Det betyder ikke, at jeg anerkender disse vederstyggeligheder” (Linet).


Forældre-fremmedgørelse eksisterer

PAS i Gardner´s udgave har været en blindgyde i forsøget på at lave en sammenhængende teori, men som tidligere nævnt er der flere, der gennem tiden har undersøgt forældre-fremmedgørelse. Bernet beskriver 6 forskergrupper, hvoraf de 3 er nævnt herunder (Bernet, s. 27-32), som uafhængigt af hinanden identificerede det samme fænomen. Det underbygger, at forælder-fremmedgørelse faktisk eksisterer, men uden (endnu) at kunne teoretisere over de psykologiske og sociologiske konsekvenser af forældre-fremmedgørelsen, som Gardner forsøgte.


Socialrådgiveren Leona Kopetski gennemførte fra midten af 1970´erne og op gennem 1980´erne evalueringer af forældremyndigheds-sager i Colorado. Hun skrev, at ”fremmedgørende forældre, som burde vide bedre, og deres børn, som ikke kan forventes at vide bedre, nogle gange deler vildfarelsen, at ét og kun ét andet menneske, nemlig den fremmedgørende forælder, kan give barnet det fornødne forhold til psykologisk overlevelse”. Hun kendte ikke til Gardner, men hendes konklusioner var samstemmende med Gardner´s. Dog havde hun opfattelsen, at ”forældre-fremmedgørelse ikke er et kønsbestemt syndrom. Både moderen og faderen kan forældre-fremmedgøre; begge kan blive forældre-fremmedgjorte”.


Samtidig påbegyndte Clawar og Rivlin en undersøgelse af sager med højt konfliktniveau over en 12-års periode, som blev udgivet i 1991. De konkluderede, at der i 80 % af de 700 sager, de undersøgte, var ”en vis grad af forældre-programmering med hensigten at plante falske og negative ideer om den anden forælder i barnet for at vende dette mod den anden forælder”.


I 1985 beskrev en gruppe under ledelse af sociologen Janet R. Johnston reaktioner hos 44 skilsmisseramte børn i alderen 6-12 år, som matchede Gardner´s - især ”stærk alliance” hos 7 af de 44 børn. Johnston lavede flere undersøgelser og skrev i 1997, at ”de fleste skilsmissebørn og –teenagere er ivrige efter at få et forhold med begge forældre, men de er forpinte, fanget i en loyalitetskonflikt og over, at de måske er nødt til at vælge én forælder over den anden”. Og videre i 1998, sammen med Vivienne Roseby, at ”et centralt problem i højkonflikt-skilsmisser og langvarige tvister om forældremyndighed omfatter den narcissistiske sårbarhed hos skilsmisse-forældrene. Den anden forælder betragtes som irrelevant, uansvarlig og tilmed farlig, hvor man betragter sig selv som den vigtige, ansvarlige og sikre omsorgsgiver. Disse forældre har tilbøjelighed til selektivt at opfatte og fordreje barnets bekymringer for den anden forælder.


Hvis eksempelvis en sårbar kvinde har opfattet, at hendes tidligere partner forsømte hende følelsesmæssigt, forventer hun, at han også forsømmer barnet – og hvis barnet er ked af det og deprimeret efter at have været hos faderen, tillægger moderen det udelukkende hans mangel på omsorg.

På denne måde over-identificerer sårbare forældre sig med barnets emotionelle respons, som minder dem om deres egne oplevelser med den anden forælders dårligdomme”.



Forældre-fremmedgørelse i praksis

Deirdre Conway Rand har afdækket en række undersøgelser, hvor personerne bag dem på forskellige måder har påvist forældre-fremmedgørelse eller karakteristika knyttet til adfærden. Her er et udpluk (alle fra Rand):


Køn

”The California Children of Divorce Study” fandt, at kvinder med dobbelt så stor sandsynlighed som mænd ville lave PAS-lignende afstemning med deres børn. Kvinder sås også oftere i forbindelse med falske beskyldninger, og i en national undersøgelse var andelen af falske beskyldninger helt oppe på 50 %. Desuden er mænd tilbøjelige til fysisk bortførelse, hvor kvinderne er mere tilbøjelige til social / psykologisk bortførelse.


Narcissistisk sårbarhed

Én eller begge forældre i højkonflikt-skilsmisser kunne ifølge Johnston være narcissistisk sårbare. Personen manglede en veletableret selv-identitet og stolede på primitive forsvarsmekanismer såsom eksternalisering (hvor den ydre verden tillægges elementer fra personens indre verden), fornægtelse (hvor man undgår konfrontationer med angstfremkaldende og truende oplevelser) og projektion (hvor man fører egenskaber hos sig selv over på en anden person).


Mange højkonflikt-skilsmisser antages at skyldes, at mindst den ene part beskytter sig mod narcissistisk skade. Ved for eksempel at fordreje virkeligheden og beskylde den anden part ud fra sit forvrængede verdensbillede, forsøger narcissisten at få allierede med sig – og næres af trøsten, de allierede giver narcissten, og at se de allierede tage del i narcissistens kamp (disse allierede kaldes i øvrigt for ”flyvende aber” – se evt. Christina Copty: ”De flyvende aber”).


Dorte Toft har på kommunen.dk beskrevet et ”grundmønster”, som tilsyneladende følger karakterafvigende personers adfærd: ”Det klassiske mønster er, at den person, der hævder at være ’dybt bekymret på barnets vegne’, over for myndighederne tegner et billede af barnets bopælsforælder som psykisk ustabil og til fare for barnet. Manipulationen sker personligt og via en strøm af såkaldte underretninger med halve sandheder, løgne og manipulationer”.


Sårbarhed over for adskillelse og tab

I nogle højkonflikts-skilsmisser fandt Johnston, at den ene eller begge parter kunne reagere stærkt på adskillelse og tab, fordi vedkommende havde grundlæggende problemer i relation til at miste og adskillelse samt tilknytning. Det kunne være en tidligere skilsmisse, et afdødt barn eller afdød slægtning og sågar bortførelse. Nogen vender sig mod barnet for at dække sine emotionelle behov, mens nogen genoplever tab fra tidligere gennem den aktuelle skilsmisse.


Hævn

Clawar & Rivlin konkluderede i en undersøgelse, at hævn var én af de mest almindelige og magtfulde grunde til at forældre-fremmedgøre. Mange, der føler sig såret, søger hævn – en følelse, der styrkes, hvis der er tale om utroskab, at partneren forlader én for en anden, hvis man straks bliver ”erstattet” eller tilsvarende brud på tilliden.


Behov for kontrol og dominans

I en undersøgelse af Clawar & Rivlin var nogle forældre-fremmedgørende skilsmisse-forældre drevet af et behov for magt, indflydelse, dominans og kontrol. Det kunne være at gribe og fastholde kontrollen over barnet, for eksempel i forhold til, om samværsforælderen måtte kommunikere med barnet, eller traf beslutninger, der ramte den anden forælder med intet andet formål end at chikanere vedkommende.


Personlighedstyper hos forældre, der rejser falske anklager om seksuelt misbrug

Wakefield & Underwager undersøgte personlighedstyperne hos 72 forældre, der rejste falske anklager, og 103 forældre, der var rejst falske anklager imod. Det bemærkes, at betegnelsen ”falsk anklage” angik retssager, hvor man fandt, at der ikke havde fundet misbrug sted.


Hver fjerde forælder, der rejste falske anklager, udviste ingen klar patologi, men nogle af dem var så fulde af vrede, at det var blevet en stor faktor i deres liv. Flere af dem var ekstremt kontrollerende og symbiotiske med deres barn. Mange af dem udviste alvorlige dysfunktioner som bizar adfærd, en tro på at de havde superkræfter eller havde storhedsvanvid. Der var flere ligheder end forskelle mellem kønnene, om end undersøgelsen omfattede flere kvinder end mænd.


Münchausen by proxy

Denne lidelse omhandler, at forælderen beskriver og eventuelt skaber eller fremprovokerer skader eller symptomer hos barnet, for eksempel i form af blå mærker, opdigtning af krampeanfald eller forgiftning. Herigennem får forælderen opmærksomhed fra omgivelserne og dermed en psykologisk tilfredsstillelse.


Der findes ifølge Rand forskellige former af Münchausen by proxy. I den ”klassiske” udgave opdigter en forælder et overgreb på eller misbrug af et barn – og opsøger efterfølgende muligheden for at fortælle om det. Observationer, som forælderen med lidelsen giver til myndighederne, kan skifte undervejs, så de matcher de forventninger, som myndighederne har til samtalen. Stiller myndighederne spørgsmål om eksempelvis seksuelle overgreb, bliver svarene fra forælderen med lidelsen bekræftende, og vedkommende kommer måske i tanke om ting, der yderligere bekræfter mistanken – hvorefter barnet undersøges for noget, der aldrig har fundet sted. Dermed bliver myndighederne (sygeplejersker, læger, socialrådgivere osv.) draget ind i dét ”spil”, som forælderen med Münchausen by proxy udlever.


Børne-bortførelse

En børne-bortførelse sker ofte uden tanke på barnets behov, men for at provokere, agitere, kontrollere, angribe og psykologisk torturere den anden forælder. Bortføreren tager tanken om, at barnet vil have det bedre uden den anden forælder, til det ekstreme.


Men Clawar & Rivlin fandt hos nogen, at de var så frustreret over manglerne i det juridiske system, at de følte, de var nødt til at bortføre barnet. Dette har vi set i Danmark med Angelina Mathiesen, som rejste ud af landet med sine to børn, men som siden blev anholdt og børnene ført til Danmark til deres respektive far. Men hendes forklaring var netop, at hun bragte børnene i sikkerhed uden for de to fædres og det danske retssystems rækkevidde – hvilket i øvrigt tages op af Susanne Staun i ”Mediernes Møgkællinger”.


Drab

Denne del fremgår ikke af Rand´s artikel, men beskrivelsen vil som udgangspunkt ligne børne-bortførelse herover. Her et det dog den definitive afslutning, der kendetegner drabet, som er den ultimative straf til den anden forælder. Her benyttes betegnelsen ”drabsmand”, da langt størstedelen, der tager deres børns liv, er mænd.


Ofte tager drabsmanden også sit eget liv, hvilket ifølge psykolog og stresscoach Mette Kroier skyldes ”en kortslutning” i hans hjerne. Hvorfor han ikke kun tager sit eget liv, men også dræber børnene, har hun denne forklaring på: ”De ser det som en barmhjertighedshandling. Nogle mænd kan også lide af en slags storhedsvanvid. Derfor tænker de: ’Jeg er nødt til at slå børnene ihjel også, for de ville ikke få det godt, når jeg ikke er der’. Så det er heller ikke kun for at skåne børnene, men fordi de her mænd mener, at de er Guds gave til menneskeheden”.



Det skal afslutningsvist slås fast, at hensigten med at bringe eksemplerne herover er at åbne op for forståelsen af forældre-fremmedgørelsens natur og de psykologiske forklaringsmodeller, der kan være knyttet til dem. Men listen kan bestemt ikke anvendes som et diagnosticerings-værktøj, ligesom de psykologiske sammenhænge ofte er ganske komplicerede – også mere, end de fremstår her.

For eksempel er det ikke givet, at der ligger en psykisk sygdom til grund for en forælder, der bortfører sit barn – men at denne gør det ud af legitime frustrationer over eksempelvis en lovgivning, der sikrer samværsret til en forælder, som den anden forælder ved misbruger denne samværsret.

Desuden foreligger der ingen tal i artiklen om det reelle omfang, som disse tiltag tages i brug.



Berettiget fremmedgørelse

Desuden kan der være helt andre og berettigede årsager til, at kontakten mellem forælder og barn ikke bevares; eksempelvis at barnet vender sig mod forælderen af årsager, der entydigt skyldes den pågældende forælder. Disse kan omfatte, at (Boyd):

  • barnet oplever eller observerer vold begået af den afviste forælder

  • den afviste forælder har en stiv og autoritær tilgang til disciplin

  • den afviste forælder har inkonsekvente og uforudsigelige forventninger og adfærd

  • umodenhed og selvoptagethed hos den afviste forælder

  • den afviste forælder er ikke følelsesmæssigt til rådighed for barnet eller

  • den afviste forælder har et stofmisbrug, der påvirker hans forældreevne


Boyd nævner, at det kan være både let og fristende at bringe forældre-fremmedgørelse på bane, selv om der er tale om, at barnet berettiget vender sig mod forælderen – og at nogle forældre har nemmere ved at klandre den tidligere ægtefælle for bruddet end at se indad på sig selv.


Susanne Staun er, som sædvanlig, endnu mere direkte: ”… voldelige og/eller krænkende fædre bruger forældrefremmedgørelse til at lede opmærksomheden væk fra sig selv og samtidig overføre mistro og skyld til den anden part” (Staun).



Under alle omstændigheder er der behov for mere fyldestgørende undersøgelser af, hvorvidt forældre-fremmedgørelse er en faktor i Danmark i almindelighed og i skilsmisse-sager i særdeleshed, samt hvordan de hjælpeforanstaltninger, der er sat i verden for at hjælpe skilsmisse-forældre og deres børn gennem skilsmissen, fungerer.


Som Susanne Staun udtrykker det: ”I Danmark, hvor overgreb ikke undersøges forsvarligt, hvis overhovedet, og skilsmisseforældre ikke screenes for psykopati mv, er forældrefremmedgørelse et dødbringende våben i krigen om børnene, der i værste fald ender med, at børn tages væk fra den beskyttende forælder og ender hos krænkeren”.

Det er besluttet, at Statsforvaltningen skal nedlægges og erstattes af et nyt system, og forhåbentlig vil dette omfatte screeninger, som kan afsløre forældres personlighedsforstyrrelser og andre ting, der sætter dagsordenen for en katastrofal skilsmisse.


En ny begyndelse?

Under skrivningen af denne artikel blev jeg gjort opmærksom på, at der tilsyneladende er ved at opstå en bevægelse i USA. Den hedder AB-PA, og de to centrale figurer er klinisk psykolog Craig Childress og Dorcy Pruter, som betegner sig som ”specialist i skilsmisser med højt konfliktniveau og at finde løsninger på forældre-fremmedgørelse”, som du kan læse mere om på www.consciouscoparentinginstitute.com.


Bevægelsen tager et markant udgangspunkt i Gardner´s PAS-version, men forsøger samtidig også at tage afstand fra de ting, der ikke virker eller mangler i ”den Gardnerske udgave”, som den kaldes.


Bevægelsens navn AB-PA står for ”Attachment Based Parental Alienation” – på dansk ”Tilknytnings-Baseret Forældre-Fremmedgørelse”. Childress beskriver AB-PA således: ”AB-PA er et stillads af faglig viden, indtil vi opnår den krævede standard for faglig viden og faglige standarder for praksis på tværs af alle retligt involverede psykiatriske fagfolk. Vi begynder med AB-PA, men så vil AB-PA gradvist falme væk, erstattet af den faktiske viden fra det faktiske kildemateriale inden for professionel psykologi: Bowlby, Minuchin, Beck, Bowen, Millon, Kernberg, Haley, Linehan, Haley, Perry, Van der Kolk, Fonagy, Stern, Sroufe, Tronick og al den videnskabelige litteratur omkring tilknytningssystemet, narcissistisk / borderline personlighedspatologi og komplekst traume i barndommen – hvilket vil være påkrævet at læse for som standard for den professionelle praksis”.


Grundlæggende set handler AB-PA således i første omgang om at sikre viden om alle relevante sammenhænge for at modvirke forældre-fremmedgørelse. Det er sympatisk, at der ikke er en endelig doktrin for retningen, men det bliver naturligvis nødvendigt at lave på et tidspunkt, så det ikke ender ligesom Gardner. De nævnte teoretikere, hvoraf jeg kender nogle enkelte, lover dog positivt, eksempelvis tilknytnings-delen (Bowlby, Stern og Tronick), familien som system (Minuchin) og personlighedsforstyrrelserne – og dermed også sammenhængen, suppleret med den juriske afklaring, så børn beskyttes mod krænkelser. Selv om man også kan være skeptisk over for, om det overhovedet er muligt at lave et videnskabeligt funderet videns-projekt, der skal bruges som et redskab i juridiske sammenhænge.


Dét må tiden vise. De vil i hvert fald blive fulgt tæt i fremtiden.




Kilder:


Bernet, William: ”Parental Alienation, DSM-5 and ICD-11”.


Boyd, John-Paul: ”When children refuse to visit: alienation and estrangement in family law disputes”. Lawnow.org.

http://www.lawnow.org/when-children-refuse-to-visit-alienation-and-estrangement-in-family-law-disputes/


Børnsomvåben.dk: ”Fremmedforældregørelse”.

https://børnsomvåben.dk/psykologi/foraeldrefremmedgoerelse/


Childress, Craig: ”AB-PA Pilot Program: The Highest Caliber of Professional Practice”.

https://drcraigchildressblog.com/


Gumbel, Andrew: ”Dr, Richard A. Gardner”. The Independent, 30. maj 2003.

https://www.independent.co.uk/news/obituaries/dr-richard-a-gardner-36582.html


Heitler, Susan: ”Parental Alienation Syndrome: what is it and who does it?”

https://www.psychologytoday.com/intl/blog/resolution-not-conflict/201802/parental-alienation-syndrome-what-is-it-and-who-does-it


”History af Parental Alienation with historical examples”.

https://sites.google.com/site/centralohiopa/historical-examples-of-parental-alienation


Lavietes, Stuart: ”Richard Gardner, 72, dies; cast doubt on abuse claims”. New York Times, 9. juni 2003.

https://www.nytimes.com/2003/06/09/nyregion/richard-gardner-72-dies-cast-doubt-on-abuse-claims.html


Linet, Les: ”A real-life case of character assasination in PAS: Richard Gardner, MD”.

https://leslinetmd.wordpress.com/2013/10/12/a-real-life-case-of-character-assassination-in-pas-richard-gardner-md/


Rand, Deirdre Conway: ”The spectrum of Parental Alienation Syndrom”. American Journal of Forensic Psychology, volume 15, number 3, 1997.

https://canadiancrc.com/Parental_Alienation_Syndrome_Canada/rand01.aspx


Schaumann, Lone: ”Psykolog slår fast: det er den ultimative kontrol, når far dræber”. Fyens Stiftstidende, 4. april 2018.

https://www.fyens.dk/indland/Psykolog-slaar-fast-Det-er-den-ultimative-kontrol-naar-far-draeber/artikel/3244603


Staun, Susanne: ”Forældrefremmedgørelse, Stockholm-syndrom & hjernevask”.

http://mareridts.blogspot.com/2016/03/hvad-er-der-sket-her.html


Staun, Susanne: ”Mediernes møgkællinger”.


Stark, Evan & Buzawa, Eve S.: ”Violence against Women in Families and Relationships”.

Stop Abuse Campaign: ”FAQ Parental Alienation Syndrome PAS”.

http://stopabusecampaign.org/faq-parental-alienation-syndrome-pas/


Toft, Dorte: ”Magten i de psykopatiske træk”.

https://kommunen.dk/blog/magten-i-de-psykopatiske-traek/



822 visninger

©2020 VISKALSKILLES.dk.