• John Bugge Vestergaard

Hvor gammel skal barnet være for selv at bestemme i skilsmisse-relaterede sammenhænge?

Opdateret: 18. maj 2019

I denne tekst ser vi nærmere på spørgsmålet med en konkret sag som eksempel.





Hvor gammel barnet skal være for selv at bestemme i skilsmisse-relaterede sammenhænge, er et spørgsmål, der kan besvares meget kort:


Når barnet ikke længere er et barn.


Det vil sige 18 år.



Et barn har ligesom voksne en selvbestemmelsesret, men den er ret begrænset til kun at omfatte eksempelvis religion, retten til at bestemme over egen krop og ytringsfriheden.


Den fulde selvbestemmelsesret opnår barnet først, når det fylder 18 år. Indtil da bestemmer forældrene.



Dette fremgår allerede af de indledende paragraffer i Forældreansvarsloven. I § 1a står der således, at ”Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab” – og videre i § 2, at ”Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov”.


Barnet skal således beskyttes og sørges for, og dette er entydigt en opgave, som forældrene juridisk har, så længe barnet er et barn, dvs. indtil vedkommende fylder 18 år.



Ser vi på et barns dagligdag, virker præmissen for denne tekst (at et barn ikke selv bestemmer) forkert. For dét gør barnet jo mange gange, hundredvis af gange, dagen igennem.


Det afhænger selvfølgelig af alder osv., men kunne være hvilket tøj, barnet vil have på, hvad det vil lege med, hvad det vil se i fjernsynet osv. Der står typisk ikke en forælder fysisk bag barnet og kontinuerligt håndhæver den magt, som forælderen har i kraft af forældremyndigheden, og forælderen godkender eller underkender heller ikke hver enkelt beslutning, barnet træffer.


Nogle gange har forældrene udstukket reglerne, som barnet skal følge, eller nogle rammer, som barnet skal holde sig inden for. Træder barnet ved siden af dydens smalle sti og for eksempel vil have slik til aftensmad eller maler på væggen, træder forældrene (i kraft af forældreansvaret) ind og stopper barnet – eller, hvis handlingen er sket, agerer dommer ved at fastslå hvad, der er rigtigt og forkert, og tilmed kan idømme straf i form af stuearrest eller lignende.


Dén selvbestemmelse, som barnet tilsyneladende har i praksis, kan siges at være uddelegeret af forældrene. At barnet i kraft af sin modenhed og evne til at træffe logiske beslutninger osv. får lov til at træffe selvstændige beslutninger uden at spørge forældrene om lov hver gang, det gør noget.


Men bestemmelsen ligger ultimativt stadig hos forældrene.




For nylig spurgte en forælder i et internet-forum, om et barn på 16 år selv kunne bestemme hvor, det vil bo. Over halvdelen af de, der responderede på spørgsmålet, svarede ”ja”.


Lad os starte med at se på praksis. For i praksis ser det ud som om, at den 16-årige selv bestemmer. Ja, hvis en sådan sag bliver ført af myndighederne (Familieretshuset eller Retten), fordi barnet gerne vil bo hos den anden forælder, er der faktisk ret stor sandsynlighed for, at barnet får sit ønske opfyldt. I praksis virker ”ja” som det rigtige svar.


I enhver sag skal det overvejes, om barnet skal inddrages direkte, i kraft af eksempelvis modenhed og evnen til at tænke logisk. I nogle sager er overvejelsen hurtigt overstået, fordi de allermindste ikke løfter kriterierne for inddragelse særlig meget. Men ved større børn, hvilket i denne sammenhæng vil sige cirka skolealderen, vil barnet bedre opfylde kriterierne. Her bliver barnet blandt andet spurgt, hvad det selv ønsker, hvilket også indgår i vurderingen (uden at dette dog nødvendigvis betyder, at dets ønske også bliver anerkendt). Men hos helt store børn vil barnet typisk opfylde kriterierne i så stort et omfang, at barnets ønsker vægtes så højt, at de også anerkendes.


I den konkrete sag vil barnet givetvis blive inddraget alene på grund af alderen og kan meget vel, i kraft af opfyldelsen af kriterierne, få sit ønske opfyldt. Barnet bestemmer således ikke selv, men vurderes at kunne forholde sig til sin sag og sit ønske med en forståelse, der har et rimeligt omfang – og at myndighedspersonen på denne baggrund kan træffe en afgørelse, der matcher barnets ønske.



Juridisk er det en anden sag. Som allerede nævnt bestemmer forældrene over barnet, så længe det er under 18 år. Derfor er svaret på førnævnte spørgsmål et ”nej”: et barn på 16 år bestemmer ikke, hvor det vil bo. Dét gælder i øvrigt også de 14-årige, 12-årige og såmænd også 10-årige, som nogen (fejlagtigt) mente selv kan bestemme, hvor vil bo.


At det ”ser ud som om, at barnet bestemmer”, skyldes således ikke, at barnet faktisk bestemmer selv – men at dets modenhed og evne til at tænke logisk anerkendes af myndighedspersonen.


Barnet bestemmer ikke selv. Det har fået lov til at bestemme selv.


Og dét gør hele forskellen.


982 visninger

©2020 VISKALSKILLES.dk.